Martyrernes mor

En dag i 2001 kom Nidal Farhat hen til sin mor Mariam.

» Se mor, jeg har lavet en raket,« sagde han.

I sine arme holdt han den første model af Qassam-raketten — den mest berømte af de rakettyper, som palæstinensiske militser fra Gaza skyder ind over Israel. Denne raket tilhører Hamas og er opkaldt efter bevægelsens militære fløj, Qassam-brigaderne.

Mariam Farhat tog den lille raket op i sine arme og læste nogle vers fra Koranen. Hun bad Allah om at beskytte palæstinensernes jihad og de hellige krigere.

»Jeg var så stolt,« siger hun, mens hun sidder i sin stue i Gaza By.

Siden den dag er tusindvis af Qassam-raketter slået ned over de israelske bosættelser i Gaza og i selve Israel

Den 62-årige Mariam Farhat, kendt som ’Umm Nidal’, er en af Hamas’ mest kompromisløse ledere og samtidig en af den islamistiske bevægelse mest respekterede kvinder. Umm Nidal betyder ’Moder Nidal’, og navnet Nidal betyder ’kamp’. Nidal var den ældste af Umm Nidals seks sønner og stod højt på Israels likvideringsliste. I 2003 blev han dræbt, da han forsøgte at udvikle den første palæstinensiske drone.

Kvindernes kamp

Umm Nidal er berømt for sin moderrolle. For mange palæstinensere er hun er et symbol på opofrelse. De kalder hende ’Martyrernes Mor’. Med god grund: Hun har sendt tre af sine sønner i døden i kampen mod Israel.

»Jeg er sikker på, at det var det bedste for dem,« siger hun.

Hun håber, at de hendes tre overlevende sønner, som israelerne også betegner som ’terrorister’, ligeledes vil blive, hvad palæstinenserne betegner som martyrer.

Umm Nidal lever i det fattige og konservative Shuja’iyya-distrikt i Gaza By, som man får adgang til via en smal og sandet vej. Hver gang hun drejer om et hjørne for at komme hjem til sit hus, passerer hun en mur på venstre hånd med graffiti: Der står navnene på hendes tre døde sønner.

Min palæstinensiske tolk og jeg har mødt Umm Nidal flere gange siden efteråret. Hun er altid klædt i en sort abaya, en langærmet dragt, der når helt ned til fødderne, og en rummelig hijab, der dækker skuldre og bryst. Hun har blanke, mørkebrune øjne og en udstråling, der er både fjern og fokuseret, som om hun stirrer på verden fra en kraft dybt i sit indre.

Da Hamas stillede op til parlamentsvalget i 2006, var Umm Nidal blandt de største attraktioner under valgkampens massemøder. Umm Nidal fik en plads i parlamentet som en af seks Hamas-kvinder. Og netop Hamas har betydet, at kvinderne har opnået en stærkere position i Gaza, siger Umm Nidal.

»Nogle gange kan man ikke finde en ledig plads i moskéen — den er fuld af kvinder. Det viser, at kvinder er meget aktive. Tusinder af unge kvinder går i moskeer for at lære Koranen udenad,« siger hun.

Kunne I have en kvindelig statsminister i Gaza?

Umm Nidal smiler.

»Det er muligt, alt er muligt. Men gudskelov har vi gode og ansvarlige mænd i vores bevægelse. Der er nok af dem til denne position. Alt afhænger af dem, og vi har tillid til dem.«

Der er altid børn omkring Umm Nidal. Fra sine fire døtre og seks sønner har hun 40 børnebørn og oldebørn, og som de fleste Gaza-palæstinensere bor hun sammen med sin storfamilie. Hun har en hel etage for sig selv. Over spisebordet i stuen hænger en fotomontage med billeder af de døde sønner. Ved siden af har Umm Nidal hængt en samling af mandlige portrætter op. Da jeg spørger hende, hvem mændene i portrætsamlingen er, svarer hun:

»Raket-divisionen.«

Bange — og stolt

Familien Farhat har en lang historie i modstandskampen mod Israel. Sønnerne har på deres mors opfordring fra første færd været aktive i Qassam. To havde meget høje stillinger, siger hun. Alle har siddet i israelske fængsler. Hun peger på den ene, som lige nu går frem og tilbage omkring os og taler i en walkie-talkie magen til den, jeg har set andre militante palæstinensere bruge. Han skal have været arresteret otte gange. Sidste gang sad han fængslet i 11 år.

En af de andre har kun to fingre på den ene hånd. Umm Nidal siger, at hans hånd blev læderet, da han testede en bombe, der var samlet forkert.

Dine sønner udfører en masse risikabelt arbejde. Hvad føler du, når de forlader huset for at gøre det?

»Selvfølgelig er jeg bange. Men jeg er glad inde i mig selv, fordi mine sønner påtager sig det ærefulde hverv,« siger hun og fortæller om sin søn Wessam:

»Han kørte en lastbil, som han forsøgte at detonere inde i en israelsk by.«

Sønnernes aktiviteter kan gøre det sted, vi opholder os, til et attraktivt bombemål. Israelske styrker har allerede angrebet huset fire gange. Umm Nidal ved, at det kan ske igen.

»Jeg forventer, at det sker når som helst. Måske nu. Mens du er her,« siger hun. Og smiler mildt.

Umm Nidal nægter at anerkende nogen som helst del af Israel og kræver, at hele det historiske Palæstina skal være en palæstinensisk stat. Hun har meget lidt tilovers for den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, der leder det sekulære og forhandlingsvillige parti Fatah.

»Intet af det, som Abbas har gjort, har været godt for det palæstinensiske folk. Han foretrækker fredsforhandlinger og en fredsaftale med Israel i stedet for militær modstand. Det har aldrig været den rette vej at gå. Det får os til at grine,« siger hun.

Mandag i denne uge underskrev Hamas og Fatah en aftale om at danne en regering af uafhængige teknokrater, indtil der skal afholdes valg senere på året. Umm Nidal er tilhænger af en alliance med Fatah, men ikke på Fatahs præmisser.

»Vores erfaring med fjenden er, at kun væbnet modstand er effektiv. Findes der nogen anden metode mod Israel end at gribe til våben?«

Hvem er terroristerne?

Umm Nidal synes, det er uretfærdigt, at så mange mennesker kalder Hamas for terrorister.

»Hvem er terrorist? Den, der forsvarer sit hjemland, eller den, som angriber det?«

Men når palæstinensiske grupper bruger bombebælter og missiler, dræber de også børn, kvinder og civile. Hvad er din holdning til det?

»Det kan være en nødvendighed i krig,« siger hun og tilføjer et argument, jeg har hørt mange gange: »Alle israelere er soldater, for i Israel har både mænd og kvinder værnepligt, og mange fortsætter i reservestyrkerne efter deres første militærtjeneste. Hvis de ikke er soldater, så har de tidligere været i militæret. Og de kvinder, du taler om — hvor kommer de fra? De kommer fra Ukraine og fra andre europæiske lande, fra Vesten. Ved de ikke, at dette her ikke er deres land?« spørger Umm Nidal og understreger, at Hamas generelt elsker alle mennesker.

Men hvad siger du til, at palæstinensiske grupper dræber børn?

»Selvfølgelig er det en skam. Selv når det drejer sig om jøder, føler jeg med dem. Fordi de er mennesker,« siger hun.

Mange kvinder i Gaza tildækker ansigtet, og Umm Nidal plejede selv at gøre det, da hun var yngre. Alligevel mener hun, at det er forkert at tvinge unge kvinder til at bruge det ansigtsdækkende slør, niqab.

»Men hvis kvinden er meget smuk eller bruger makeup, kan det være bedre at bruge niqab«, siger hun og forklarer, hvad der kan ske, hvis hun ikke gør det:

»Hvis en mand er gift med en kvinde, som ikke er smuk, kan det være et problem mellem ham og hans kone.«

Guds straf

Skønt niqaben er blevet almindeligt udbredt, fravælger nogle kvinder i det relativt åbne kvarter i bymidten af Gaza By og i de mest liberale coffee shops endog at bruge hijab-tørklædet.

»Der findes endda kvinder, der bærer hijab, men ikke på den rigtige måde. Det bebrejder jeg dem,« siger Umm Nidal og fortæller, hvordan en ordentlig hijab skal være: Tørklædet skal være bredt, ikke transparent, uden farve, og det må ikke være lavet af skinnende eller blinkende materialer.

»Vesten angriber vores kultur og vores religion ved at sende os nye modehijabber, der blinker eller er farvestrålende,« siger Umm Nidal, der ville ønske, at alle love i det palæstinensiske samfund kunne føres tilbage til Sharia.

Jeg spørger hende, hvad hun mener om mit tøj. Jeg sidder med en almindelig hijab, løse bukser og en sort tunika, der rækker langt ned på lårene.

»Du bør dække dig mere til,« siger hun, men tilføjer, at jeg er bedre klædt end mange palæstinensiske kvinder.

Det sker, at hun bliver helt trist til mode, når selv kvinder fra Hamas ikke bærer sin hijab på den korrekte måde.

»Hvis en kvinde viser mere end sine hænder og sit ansigt, vil hun blive underkastet meget hård tortur af Gud på dommens dag. Disse kvinder, selv de, som bærer hijab på en falsk måde, vil blive hængt op ved deres hår i helvede. Enhver, der gør sådanne dårlige ting — narkotika, tyveri, mord, ikke at bære hijab — vil skulle deles om helvedes ild,« siger hun.

Hvad med mig, som ikke er muslim?

»Jeg føler virkelig med dig. Du kunne have været en af mine døtre. Jeg ville ønske, at du ville redde dig selv,« siger hun og opfordrer mig til at studere islam.

Himlen gør os lykkelige

Det er ikke første gang, Umm Nidal forsøger at omvende mig. Når hun gør det, bliver hendes stemme blød, hendes smil blidt, og de store, mørke øjne dækkes af en blank hinde.

»Hillwa Islam — islam er smuk,« siger hun.

»Jeg skal fortælle dig noget som mor. Jeg ville ønske, du ville spørge dig selv om, hvordan du lever. Prøv at tænke over, hvem der giver dig velsignelse, skønhed og alt, hvad du har. Hvem har skabt os?«

Hun ser på mig. Og fortæller, at mange folk tror, at hun — Martyrernes Mor — lever et hårdt og trist liv.

»Mine døtre og jeg vil også gerne have pænt tøj, slappe af og være glade. Men det, der gør os lykkelige, er Himlen. Jeg er også glad, når jeg beder, faster og møder andre mennesker. Islam er lykkens religion. Det er svært at bede så meget og bruge niqab, men jo hårdere dit liv er, jo bedre bliver dit efterliv, siger hun og spørger retorisk:

»Hvad kunne være bedre for mig som en muslimsk kvinde end at have martyrsønner og være sikker på, at de er i paradis nu?«

En nat i marts 2002 klippede Muhammad Farhat sig gennem trådhegnet på til en jødisk bosættelse på Gaza-striben. Med sig havde han håndgranater og et gevær. Fra hegnet gik han direkte over til et gymnasie, der kombinerede religiøse studier med militær træning. Her begyndte han at skyde, og han skød løs i omkring 20 minutter, før han selv blev skudt. På det tidspunkt havde han dræbt fem teenagere og såre 23.

Umm Nidal vidste, hvad hans yngste søn havde i sinde at gøre. Hun havde optaget en martyrvideo med ham — en slags afskedsfilm af den type, som mange militante islamistiske grupper får indspillet i forbindelse med selvmordsmissioner. I videoen poserer de sammen med et gevær, og hun erklærer: »Jeg gav mine sønner til Jihad for Allah … det er vores religiøse pligt.«

Det var den ældste søn, Nidal, som havde valgt den yngste bror til missionen.

Vejen til frelse

Da tiden var inde, sagde mor og søn først farvel, ansigt til ansigt. Siden tog de også afsked over telefonen. De græd begge, siger Umm Nidal.

»Så sagde han, at han måtte afsted. ’Det er sidste gang, jeg taler med dig, mor’, sagde han. Jeg fortalte ham, at jeg håbede, Gud ville hjælpe ham og give ham martyriet.«

Hun blev ked af det, da hun hørte, at hans aktion var lykkedes, men takkede dog Allah. Under hans begravelse bar hun et maskingevær på sig.

Umm Nidal har allerede fået optaget martyrvideoer med de overlevende sønner.

»Folk tror, at jeg er en hård, sej kvinde, der vil sende mine sønner i døden. Men dette er måden at frelse dem på, sådan sikrer de sig Guds velsignelse,« siger hun.

Hvad betyder døden for dig?

»Jeg tror ikke på ordet død, men på martyriet. En martyr lever stadig, bare i paradis. Jeg ville ønske, at du ville blive muslim, så du kunne forstå, hvad disse ord betyder. Det er et oprigtigt tilbud,« siger hun, og igen bliver hendes stemme blød.

En dag siger hun, at hun har haft en drøm natten før. Hun drømte, at hun selv blev martyr.

»Jeg følte ingen smerte. Jeg så mig selv råbe: ’Hvor er det godt at være en martyr for Gud’. Og jeg så min søn og var bedrøvet, fordi han blev dræbt. Men samtidig var jeg glad. Da jeg vågnede, blev jeg ked af, at det bare var en drøm.«

Aashild Eidem er norsk journalist og fotograf. © Aashild Eidem og Information. Artiklen har tidligere været bragt i Morgenbladet

fra information.dk

*****

 »Jeg gav mine sønner til Jihad for Allah … det er vores religiøse pligt.«